Martinus

Hvem var Martinus
Martinus 1921	Martinus blev født den 11. august 1890 i den lille nordjyske stationsby Sindal i Vendsyssel i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom under beskedne kår. Hans skolegang indskrænkede sig til nogle få år i landsbyskolen, hvor der om sommeren og i høsten kun undervistes to gange om ugen. Tolv år gammel blev han hyrdedreng, og 4 år senere begyndte han en uddannelse som mejerist. Han arbejdede på flere forskellige mejerier i Danmark. I 1918 blev han vægter og i 1920 blev han kontorist på mejeriet Enigheden. Martinus kunne altid lide noget at more sig over. Og han sagde tit: "Noget af det sundeste er at le". Han havde et stort lune og et usædvanligt talent for at fortælle sjove historier og berette om morsomme begivenheder. Følgende anekdote er fra "Martinus erindringer". Den stammer fra hans tid som mejerist i Herrested, hvor han havde en ven der fortalte at han ikke var bange for spøgelser. Martinus ville gerne lave lidt sjov med ham, så han beretter: "En mørk aften stillede jeg mig på lur bag et vejtræ. Jeg vidste, at han ville komme forbi på cykel. Da jeg så ham komme, tog jeg et hvidt lagen over hovedet og trådte frem. Jeg svingede med armene og råbte "uh huh". Han fik øjeblikkelig meget travlt med at træde i pedalerne og komme væk". Nogen dage efter da de kører den samme vej, spurgte Martinus ham om han ikke havde været ude for et spøgelse den anden aften. Nu blev han klar over, hvordan sagen forholdt sig, men han kunne jo ikke lade være med at more sig.
	Den udløsende baggrund for Martinus forfatterskab var oplevelsen af en dybtgående bevidsthedsændring, der fandt sted i marts måned 1921. Denne begivenhed kommenteres på følgende måde af Martinus selv i "Omkring min missions fødsel", kap. 16: Efter anvisning i den lånte bog forsøgte jeg en aftenstund at meditere over begrebet "Gud". Og pludselig uden ret at ane hvorledes, befandt jeg mig i en tilstand, hvor det forekom mig, at jeg var stedet for noget umådeligt ophøjet. Et ganske lille lysende punkt kom til syne i det fjerne. Et øjeblik var det forsvundet. Men i næste sekund var det atter synligt, men var da kommet meget nærmere. Jeg kunne nu se, at lyset hidrørte fra et kristuslignende væsen, hvis detaljer fremtrådte i blændende hvidt lys med blå detaljer. Lyset var så intenst og levende, at det mindede mig om de stjernekastere, man anvender ved juletræerne. Kun var åbenbaringens stjerner meget, meget mindre, men til gengæld umådeligt meget talrigere. Der intrådte atter en pause, hvor jeg ligesom befandt mig i mørke. Men så oplyste skikkelsen atter plateauet. Jeg så lige ind i en skikkelse af ild. Et kristusvæsen af blændende solskin bevægede sig nu med armene løftet som til omfavnelse lige hen imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille bevægelse stirrede jeg lige ind i det strålende væsens bælteregion, der nu var lige ud for og på højde med mine øjne. Men skikkelsen fortsatte sin bevægelse fremad; og i næste øjeblik gik den lige ind i mit kød og blod. En vidunderlig ophøjet følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det gudommelige lys, der således havde taget bolig i mig, gav mig evne til at se ud over verden. Og se! Kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale lå badet i lyset fra mit eget indre. I det hvide lys blev jorden forvandlet til "Guds rige". .........
Martinus i 1976	Kap.17: Da jeg den næste dag om formiddagen atter satte mig til rette i min meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige lys. Jeg så ind i en blå lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastig vibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højde eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detaljer var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjergtaget. Den guddommelige ild vibrerede i og udenfor, over og under mig. Den "Guds ånd", der ifølge Biblen "svævede over vandene", den "ild", der "brændte i tornebusken" for Moses, den "ild", der førte Elias til himmels, den "ild", i hvilken Jesus blev "forklaret" på bjerget, den "ild", der viste sig over apostlenes hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus, den "ild", der gennem alle tider har været "alfa" og "omega" i enhver form for højeste skabelse, manifestation eller åbenbaring, flammede her foran min egne øjne, vibrerede i mit eget bryst, i mit eget hjerte, indhyllede mit hele væsen. Jeg følte det, som om jeg badede i et element af kærlighed. Jeg var ved ophavet, var ved selve kilden til alt, hvad der findes af varme i en faders og moders sympati for afkommet, af gensidig hengivenhed i et ungt pars elskovsleg. Jeg så den kraft, der får en hånd til at underskrive benådning, ophæve slaveri, beskytte de små i tilværelsen, det lille dyr såvel som det affældige menneske. Jeg så det solskin, der kan smelte isen og fjerne kulden i ethvert sind, omdanne håbløshedens og pessimismens golde ørkener til frugtbare, solrige egne i bevidstheden, varme hjertet, inspirere forstanden, og derved få individet til at tilgive uretten, elske fjenden og forstå forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, så jeg var ét med vejen, sandheden og livet, var ét med den store Fader.
Martinus i 1980	Her kan man med rette stille spørgsmålet, hvilken betydning har disse oplevelser for andre mennesker? Martinus svarer selv herpå - Kap. 20: Det, som bliver det fundamentale for læserne, er altså ikke selve de åndelige oplevelser, jeg har haft, men de virkningerne, de har skabt, thi disse kan nemlig mere eller mindre efterforskes af ethvert dertil moralsk egnet, upartisk og frigjort menneske. Disse virkninger udgør min samlede manifestation: Skabelsen af en virkelig matematisk verdensanalyse, en absolut urokkelig åndsvidenskab og den herpå hvilende begyndende tilblivelse af en ny mentalitet, en ny kultur, i hvilken livets sande forståelse, dets hårfine kærlighedslove og kulminerende verdenslogik og højeste facit "Alt er såre godt" fra at være utopier overgår til at være virkeligt liv, håndgribelige kendsgerninger, tilgængelige for ethvert i forstand og følelse dertil udviklet eller modnet menneske. "Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til - ikke glimtvis - men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip." Denne bevidsthedsforandring og medfølgende nye indsigt blev udgangspunktet for et 60 år langt forfatterskab, der varede lige til Martinus bortgang i 1981.

Du kan finde oplysninger om Martinus Kosmologi her:
Martinus Institut www.martinus.dk

Oplysninger om foredrag og andre aktiviteter
kan du finde på www.martinusguiden.dk

Hvem var Martinus